Juridisk

Databehandleraftale

Når du bruger Talelike til din hjemmeside, webshop, dit CRM eller dine mails, bestemmer du, hvad der sker med personoplysningerne i det, og vi behandler dem for dig. Denne aftale beskriver hvordan. Den er en del af vores vilkår og gælder for alle konti.

Hvem vi er
Talelike er et produkt fra AI Softwarehus, KJ Venture ApS, CVR 45174344, Danmark.
Adresse
KJ Venture ApS, Johan Kellers Vej 18, 4. tv., 2450 København
Gælder fra
Kontakt
[email protected]

Roller

Du som kunde er dataansvarlig. KJ Venture ApS (AI Softwarehus), CVR 45174344, er databehandler.

Hvad vi behandler

Vi behandler de personoplysninger, du og dine besøgende lægger i Talelike, så længe du har en konto, og kun for at levere tjenesten. Afhængigt af hvad du bruger, drejer det sig om:

  • dine brugere: navn, mail og rolle
  • kontakter, virksomheder og salg i CRM, og mails i postkasser, du tilknytter
  • nyhedsbrevsabonnenter med bevis for samtykke, formularsvar, svar på spørgeskemaer og bookinger
  • webshopkunder, ordrer, gavekort og kurve
  • besøgsstatistik, talt uden cookies og uden at gemme IP-adresser

Noget slettes automatisk: rå besøgsstatistik efter 90 dage og beskeder i CRM-indbakken efter 365 dage. Resten bliver, indtil du sletter det, eller aftalen ophører.

Din instruks

Vi behandler kun data efter din dokumenterede instruks: vilkårene, denne aftale og det, du sætter op og gør i Talelike. Mener vi, at en instruks strider mod databeskyttelsesreglerne, siger vi det til dig. Kræver EU-ret eller dansk ret, at vi behandler data på anden måde, giver vi dig besked først, medmindre loven forbyder det.

Fortrolighed

Kun de personer, der driver Talelike for os, kan komme til dine data, og de har tavshedspligt. Vil vi åbne en kundes data fra vores side, kræver det, at adgangskoden indtastes igen, og hver adgang bliver logget.

Sikkerhed

De foranstaltninger, der er på plads i dag:

  • tjenesten kører på vores egen server i Danmark, og hver kunde har sin egen database
  • hver forespørgsel er begrænset til din konto, og tests tjekker, at én konto ikke kan nå en anden
  • al trafik er krypteret (HTTPS)
  • adgangskoder gemmes kun som scrypt-hashes; adgangskoder til postkasser og nøgler til integrationer er krypteret med AES-256-GCM
  • antallet af loginforsøg er begrænset, og hver bruger har en rolle, der afgør, hvad de kan
  • handlinger på din konto bliver logget
  • databaserne tages backup af hver nat, og en gendannelse testes hver uge

Underdatabehandlere

Du giver os generel tilladelse til at bruge disse underdatabehandlere:

  • Cloudflare - Netværket foran vores server: sikre forbindelser (HTTPS), DNS for domæner og videresendelse af mail (USA)
  • Resend - Afsendelse af mails fra Talelike og fra din hjemmeside, webshop og dine udsendelser (USA)
  • Stripe - Betalinger (USA)
  • OpenAI - AI-funktioner: tekst- og billedforslag fra skriveassistenterne (USA)
  • Anthropic - AI-funktioner: designforslag til din hjemmeside (USA)
  • Openprovider - Registrering af domæne, kun hvis du køber et gennem os (Holland)

Vi sørger for, at hver af dem er bundet af databeskyttelsesvilkår, der er mindst lige så strenge som disse. Før vi tilføjer eller udskifter en, giver vi kontoejere besked på mail, så du kan gøre indsigelse.

Tjenester, du selv tilslutter, fx din egen betalingsudbyder, fragttjeneste eller betalingsterminal, kører efter din egen aftale med dem.

Bistand til dig

Vi hjælper dig med at svare på henvendelser fra de personer, du har data om, fx når de vil se eller have slettet deres data. Efter aftale kan vi samle de data, der findes om én person, på tværs af dine kontakter, ordrer, bookinger, svar og gavekort. Vi hjælper også med risikovurderinger og med spørgsmål fra Datatilsynet, for så vidt angår vores del af behandlingen.

Brud på persondatasikkerheden

Bliver vi opmærksomme på et brud på persondatasikkerheden, der rammer dine data, giver vi dig besked uden unødig forsinkelse - med det, vi ved, hvad det betyder, og hvad vi gør ved det.

Når aftalen ophører

Når aftalen ophører, vælger du: Vi sender dig en kopi af dine data, vi sletter dem, eller begge dele. Derefter sletter vi dem fra vores systemer, og kopier i backup forsvinder senest efter otte uger. Vi beholder kun det, loven kræver.

Kontakt

Spørgsmål til aftalen, eller har du brug for den som et særskilt underskrevet dokument? Skriv til [email protected]. Vi giver dig de oplysninger, du skal bruge for at vise, at den bliver overholdt.